1. runde: Favoritsejre

Så kom sæsonen rigtig i gang, klubturneringen er startet. Og med 38 deltagere er der rigeligt at følge med i. Men her er lidt indtryk fra 1. runde:

Det er nye tider i mesterklassen. Kun tre spillere fra Viby (+ vores nye B-medlem Lars Noe) er med her – og det kunne have været to, hvis ikke undertegnede traf en beslutning i sidste øjeblik om at lave balancekunst mellem at være turneringsleder og spiller. I 1. runde valgte jeg at hellige mig opgaven som turneringsleder, hvilket skulle vise sig at være et godt valg.

Favoritterne i mesterklassen hedder Jens Fogh og WIM Nina Høiberg og de leverede begge en sejr i denne runde. Dog ikke helt uden besvær undervejs. På billedet foroven ser vi bagerst Filip Eilertsen spille imod Jens. Jens fik ikke spillet den bedste åbning og Filip kunne have fået en markant fordel efter at Jens rokerede langt. Chancen blev dog ikke grebet og så tog Jens langsomt over. En historie vi ser så tit.


Nina Høiberg – Lars Noe

De to Nordre-spillere, Nina og Lars, spillede et parti der længe så meget lige ud. I tårnslutspillet blev det pludselig til et skarpt kapløb, hvor begge havde to forbundne fribønder:


Jens Lysgaard – Robert Skytte

Sidste parti i mesterklasen denne aften stod mellem den anden Jens i gruppen, Jens Lysgaard, som er gammel Viby-spiller, men nu er medlem i Viborg. Robert (der ligesom Amanda i 3. klasse) har stærke skakspillere som forældre (Torril og Rasmus Skytte). Robert skal også nok blive til noget – og at være mesterspiller som 11-årig er jo allerede en del. Jens virkede dog til at have meget initiativ i dette parti, men Robert stod vist bare godt imod og de to delte pointet.

Med den store tilgang af spillere udefra i vores mesterklase, er 1. klasse også endt med at blive stærkere end i mange år. Vi har dog også et par spillere udefra med her. En af dem er Johnny Jensen, der seneste har slået sine folder i Aros, men nu står som enkeltmedlem efter at Aros er blevet lukket/meldt ud af unionen.


Fra venstre, Martin, Johnny og Søren

Opgøret mellem Johnny og Søren C. var måske et tidligt topopgør? I hvert fald nr. 1 og 3 i rating. Det blev dog en ret ensidig affære, hvor Johnny moste løs på dronningfløjen og Søren ikke havde et rigtigt svar.


Karsten Fyhn er med igen og også her som en af de højestratede. Han spillede (ovenfor) et fredeligt parti mod Ole Schmidt (VRS) denne aften. Mere gang i den var der mellem Søren L. og Jonas. Et parti, hvor Søren gik fra en behagelig til en helt overlegen stilling. Men hvad hjælper det, når der bliver sat et tårn i slag til sidst? Grim start.

Som rosinen i pølseenden sad to af de faste, Martin og Benno og spillede. Som mellemratede i gruppen var det lidt et nøgleparti at kunne vinde og det lykkedes Martin på fin vis. Først et vis pris i centrum i åbningen, som kostede Bennos rokade og siden hen bevægede Martins brikker sig bare ind i stillingen. Benno fik sit tårn fanget på h7 af en bonde på h6 og en løber på g7 og da Martin lagde an til bare at gå op at hente tårnet med sin konge, gad Benno ikke mere. God start for formanden.


2. klasse
ser også både stærk og jævnbyrdig ud. Jens J. og og Anders sikrede sig egentlig oprykning fra 2. klasse i forået, men de går ind her som de to lavest ratede. Og straks fra 1. runde fik de at mærke, at modstanden er blevet sværere. Jens var oppe mod gruppens enlige indslag udefra, Max Moloney (billedet ovenfor), som til daglig bor så eksotisk sted som Ærø. I dette halvår er han dog på højskole og det har åbnet muligheden for at bruge tirsdag aften på noget skak her i klubben. God ide. Jeg synes egentlig at Jens stod godt og han fandt et spændende løberoffer ned mod den hvide kongestilling. Max gik dog ikke i panik og så ud til at finde de rigtige løsninger. Jeg så dog ikke hvad der skete til sidst, men det blev 1-0 til Ærø.


Anders Lemming hvid mod Claus Jensen

Anders blev kastet i ilden mod gruppens ratingfavorit, Claus. Claus vandt jo faktisk 1. klasse sidste efterår og kunne have spillet mesterklasse i foråret, men nu er det nye tider med mange stærke spillere i turneringen. Claus stjal en bonde i modtaget dronninggambit og selvom det sjældent plejer at være tilrådeligt at gå efter at holde den, så synes jeg at han fik en fin stilling. Udviklingen af kongefløjen gik dog langsomt og da Claus endelig fik rokeret lignede det i vores efteranalyse, at Anders bare direkte kunne have ofret ned i kongestillingen med en løber. Så chancen var der til Anders.

Aftenens sidste parti i 2. klasse blev også aftenens sidst afsluttede. Det lignede at Henrik og Mogens var ret gode til at skiftes til at have fordelen i det parti. På et tidspunkt må Henrik dog have haft en ret klar fordel. Til slut stod Mogens dog lidt bedre og det var nok klogt at Henrik at tage imod remistilbuddet.

3. klasse er blevet en lidt anderledes konstruktion denne gang, hvor det bliver lidt en hybrid af 3. og 4. klasse med 14 spillere. Nr. 1-8 på tavlen spiller om to præmier, ligesom nr. 9-14 har deres egen præmiegruppe med to præmier. Vi spiller efter Schweizersystemet med den tilføjelse at vi i de første 3 runder spiller indbyrdes i de to “grupper”. Derefter vil man kunne mødes på tværs, men man vil altid komme til at møde en spiller med ca. samme pointtal som en selv. Fordelen ved Schweizer er også at der tages højde for farvefordeling, så ingen kan have den samme farve 3 partier i træk.

Bedst fra start i den øverste del kom Torben (sejr over Jan Henrik), Salomon (sejr over Jørgen) og endelig var der en debutsejr til vores nye medlem Christan over Eskild. Det sidste var i øvrigt et ret interessant parti, hvor Eskild tidligt ofrede en løber på f7, se billedet:

Et bluf eller en overseelse? Begge spillere forventede åbenbart at officeren ville blive vundet tilbage efter Kxf7 og Sg5+, hvorefter løberen på g4 hænger. Men sort har det stærke svar Dxg5! som tager officer nr. 2 og nu hænger begge dronninger, mens Lg4 er forsvaret… Christian valgte at tro på Eskild og spillede Kf8 (og Eskild har her efterfølgende spillet h3). Christian lavede dog hurtigt et comeback og vandt partiet alligevel.

Brian K. og Kurt spillede et rodet og desværre lidt støjende parti. På et tidspunkt kunne de ikke blive enige om, hvordan stillingen var. Den var i hvert fald ikke helt ens på Brians bræt og Kurts blindebræt. Så turneringslederen måtte i sving med en større rekonstruktion, der omfattede en mangelfund noteringsliste og en diktafon, som var svær at få til at makke ret… Efter en lille halv time kunne vi dog genoptage spillet. Brian havde allerede på det tidspunkt en officer mere og kunne ubesværet hive et helt point hjem.

I anden halvdel af tabellen spillede Peter og Amanda et spændende, om end langt fra fejlfrit parti. Peter tabte en officer tidligt og Amanda fik i øvrigt linet op til et kongeangreb, hvor der både lignede matmuligheder og chancer for yderligere materialegevinst. I stedet fik Amanda stillet sin dronning uheldigt, så den kunne fanges med en afdækkerskak. 1-0 til Peter, men Amanda skal nok komme igen.


Endelig vandt Kim over Roberto i et parti hvor “Speedy” nok burde have brugt sin tid bedre. Den ene officer efter den anden blev kastet i grams:

Vi spiller 2. runde på tirsdag. Husk at afbud skal meldes senest mandag kl. 21.