Ny alternativ turnering

På tirsdag tager vi hul på en ny alternativ turnering. Klubturneringen er nået til en fase, hvor de fleste kun mangler to partier og der bliver mere luft i programmet. Samtidig vil vi også give et tilbud til dem der ikke har kunnet være med i efterårsturneringen og alle de nye, som er blevet flittige til at kigge indenfor.

Turneringen bliver en såkaldt barometerturnering, hvor det overordnede reglement er, at vi hver aften spiller i 4-mands grupper (så vidt muligt), hurtigskak med 25 min. betænkningstid. Man kan være med de aftener man har tid og lyst, men der er en indbygget belønning til dem der deltager flittigt. Der uddeles point til stillingen (barometeret) efter slutplaceringen i gruppen, hhv. 4, 3, 2 og 1 point. Ved pointlighed vil den lavest placerede på styrkelisten regnes som bedst. Nr. 1 og 4 rykker hhv. op og ned til den næste spilleuge. Samtidig laves en ny styrkeliste på baggrund af den enkelte aftens resultater. Så det kan også være en motivation at prøve at rykke (hurtigt) opad styrkelisten.

Turneringen kommer til at fortsætte ind i det nye år.

Alle er velkomne til at kigge ind og være med. Vi starter lidt efter kl. 19 oppe i salen på tirsdag.