Dommerkursus

Viby Skakklub og Dansk Skak Unions 6. hovedkreds inviterer til dommerkursus den 24.-25. januar.

Som tidligere omtalt (og lagt i vores kalender), arrangerer vi en to-dages turneringslederuddannelse. Det er helt gratis at deltage for medlemmer af klubben (og hele hovedkredsen i øvrigt) og vi vil også sørge for at der er forplejning i løbet af dagen. Vi starter allerede kl. 9 begge dage og vi sørger derfor for at der er rundstykker til rådighed fra kl. 8.45.

Det bliver et par lange, men også interessante dage, hvor man, udover at lære at arrangere turneringer, får en masse at vide om hvordan skakreglerne skal fortolkes i de mest mærkelige situationer man kan komme ud i. Meget nyttig viden, også som aktiv skakspiller. Hvordan er reglerne f.eks. forskellige i alm. skak i forhold til hurtig- og lynskak? Hvordan kan man komme galt afsted, når man laver en bondeforvandling? Må man slå kongen i lynskak? Hvad gør man, hvis man finder ud af at der er lavet et ulovligt træk for flere træk siden? Hvornår må/skal kamplederen skride ind? Hvad betragtes som usportslig optræden og hvordan straffes det? Osv.

Det er selvfølgelig håbet, at vi kan få uddannet nogle flere, der kan hjælpe til med at afvikle vores turneringer og efter kurset kan man blive færdiguddannet ved at deltage som aspirant i en DSU-koordineret turnering. Her arrangerer vi jo umiddelbart efter, med start i februar, både vores klubturnering og Aarhusmesterskabet, hvor undertegnede vil være turneringsleder. Jeg ser i øvrigt også selv frem til at overvære dele af dette kursus, da det nok er omkring 40 år siden jeg selv tog uddannelsen og sikkert kan bruge et refresh!

Indbydelsen fra 6. HK kan ses her: https://6-hk.dk/dommerkursus-i-viby/

Du kan tilmelde dig enten på opslaget i klubben, direkte til 6. hovedkreds’ kasserer Erik Mouridsen, eller online her på siden.