Vibyspillere i Viborg hurtigskak

3 spillere fra Viby skakklub deltog ved Viborg hurtigskak søndag d. 27/3.  Tobias Sandbæk. Brian Kristensen og eders udsendte, Martin.

Lad det være sagt med det samme: det blev ikke ligefrem Vibyspillernes helt store dag… Hurtigskak på 20 min. + 5 sek/træk er  altså en lidt lumsk størrelse fordi det der begynder som hurtigskak alligevel har det med at munde ud i ren lyn.  Man skal lige lære at tage bestik af, hvilke typer åbning, man pludselig kan tillade sig, og hvilke af de åbninger, man plejer at hælde til, der måske koster for meget betænkningstid.

Målt på ratingudviklingen havde Tobias klart mest succes. Han tabte “kun” 19 ratingpoint. Og samtidig var der masser af god læring i det! Og Tobias kom faktisk endda utrolig tæt på at vinde over en modstander med ca 570 ratingpoint mere end ham selv. Kun en lumsk mat i bunden i tidnøden, som Tobias overså, da han ellers var  oppe med både en dronning og det løse, gjorde, at han ikke fik hevet sejren helt i land.

Næstmest ratingtab måtte undertegnede indkassere, nemlig minus 51 point. At mit hurtigskakratingtal så kort inden turneringen pludselig var sat op på mit almindelige ratingtal i det, der hedder en justering, gjorde, at jeg alligevel gik derfra med et højere ratingtal end jeg havde en uge før turneringen!  Mest lusk fik jeg lov at lave i 3. runde, hvor min modstander fik ørene i maskinen på denne her måde, som vist i linket. 

Størst ratingtab måtte Brian indkassere, nemlig minus 70 points. Så heller ikke for Brian kørte det helt perfekt denne dag. 2 sejre fik han dog undervejs. Den ene var faktisk over en tidligere klubkammerat, Sebastian Gråbæk (se billedet), der også spillede med i denne turnering. Den anden sejr var såmænd over Tobias Sandbæk, så klubkammeraterne hjalp da på den måde hinanden til at få lidt point med sig hjem denne dag.

 

Anyway var det et super hyggeligt og veltilrettelagt arrangement, som var en (i sidste ende udmattende) fornøjelse at deltage i. Tak til Viborg skakklub for et godt arrangement!

 

Turneringen i tal her!