Vibyspillere i smukskak EMT i Skanderborg

Smuk skak i Skanderborg er en stort anlagt, flot og veltilrettelagt turnering med hele 112 almindelige klubspillere + en gruppe med IM og GM folk, der kæmper om titler og normer! Det er virkelig opløftende at se, at der til sådan en stor turnering er endda mange børn/unge og også mange piger, der har fået smag for skak. Og de er skarpe til at lære spillet skal jeg hilse at sige! Det lover godt for sportens fremtid, selv om det kan være bøvlet for os gamle, der langt hen ad vejen har fundet vores leje at møde disse kometer på vej op mod skak-stratosfæren!

4 nuværende klubspillere i Viby deltager: Søren G. Christensen, Brian Kristensen, Mogens Engsig samt undertegnede Martin, ligesom et par af de store titelholdere i den øverste gruppe har en fortid i Viby: FM Jens Albert Ramsdal og IM Filip Boe Olsen.

Et kig på stillingen i den øverste gruppe viser, at Jens Albert Ramsdal er snublende nær en IM norm med flotte 4 af 8, det samme som IM Filip Boe, der dog allerede har erobret titlen! Jens Albert skal “bare” lave en remis i sidste runde, det samme skal hans modstander for at få hans IM norm, så mon de tager det helt store chancer? Nok næppe…

Blandt de dødelige har det været en blandet landhandel for vibyspillerne. Man får jo med så mange deltagere nogen ret jævnbyrdige grupper, og en forventet ret tæt på 50%. Så måske er det netop forventet,  at der er blevet givet og taget indtil videre.

Brian Kristensen er med 1,5/3 pænt med i sin gruppe. Han reddede en ret umulig stilling med en løber i undertal til et slutspil med T+L mod T, og det er, som mange vil vide, ret svært at vinde, og da Brian så sit snit til at bytte tårnene fik han sin remis.

Søren har passet godt på sine brikker og spillet sikkert og solidt og fået 3 remiser. Det seneste parti har han sendt ind, og du kan se det igennem her på dette link.

Mogens har lavet et par remiser men måtte i dag ned mod Nikolaj Li, uden at jeg har fået set meget til det. Men med en forventet på ”kun” 2,35 kan det nås endnu!

For min egen del, har jeg kun spillet 2 partier, da min grupper er ramt af afbud.

Det mærkelige er, at jeg i begge partier har været nødt til at ofre dronningen. Først mod Morten Fredsgaard Rasmussen reddede jeg et nærmest tabt midtspil efter et flot offer af ham til remis ved at ofre dronningen tilbage … troede jeg da, og maskinen var helt enig. Men da det strammede til med tiden, overså jeg en kombination, som så kostede en springer og partiet i sidste ende. Ærgerligt.

Her i denne stilling spillede jeg det eneste, der redder sort – Dxh3.

Der fulgte gxDh3, Sxd4+, Dg2 – LxDg2, TxLg2 og stillingen er lige igen …

Til gengæld spillede jeg mod lillesøsteren til Mogens modstander, Anna Sofie Li, som i et spansk parti var godt i gang med at køre mig over i midtspillet. Hun valgte dog en forkert variant hvor hun tvang mig til at måtte afgive damen for et tårn og en springer. Det ville normalt også være vindende, hvis ikke det var fordi jeg derefter fik mulighed for at binde hendes dronning, og nappe en springer mere. Dermed vippede partiet alligevel over til min fordel.. Så ja der er blevet givet og taget.

Det skal blive spændende at se, om Vibyfolkene holder deres forventede efter sidste spilledag søndag.

Mere opfølgning følger!