Flere ord på en af snapsene i januar

Fra den fantastiske holdkamp 3. holdet spillede mod Nordre 3, har vi ude i cyberspace fundet et fint kampreferat som Uffe skrev da han vågnede op efter den nærmest uvirkelige skak-succesoplevelse med holdet! Dejlig når vi har noget holdsucces at sole os i. Vi minder om, at 3. holdets forventede score var 0.49 point ud af 4, så de var virkeligt underdogs her.

Læs her Uffes kampreferat (du kan desuden gå tilbage i nyhedsarkivet og finde Bennos fine indlæg om samme kamp, hvor der også er et par konkrete partilister du kan spille igennem!)!

God læseslyst!
/Martin Frøkjær-Jensen


Vi havde en vild spændende aften mod Nordre igår [18. januar, red]. De er det stærkeste hold i vores gruppe sammen med Aros, og mod Aros tabte vi 4-0, så forventningerne var ikke store. Jeg tænkte, at hvis vi fik 1 point ville det være vildt. Jens skulle spille mod en, der havde flere hundrede mere i rating og Henrik skulle spille mod Sune Hansen, som jeg tidligere havde spillet mod den ene gang, jeg spillede i Nordre i efteråret. Og han er stærk; han vandt gruppen med 6½ ud af 7 og spiller meget velovervejet. Så jeg tænkte, at Claus og jeg nok havde de største chancer, selv om de var små. Både Claus og jeg har en del lavere DSU rating end klubratingen. Claus vandt ret hurtigt og så havde vi allerede overpræsteret. Jeg spillede et parti mod en Thomas Kristensen. Jeg måtte afgive en bonde for at redde min dronning, som kunne være tabt et par træk senere i en springer-skak-gaffel, men jeg fik (tilsyneladende) godt spil. Jeg truede med at vinde en officer efter 14 træk og Thomas brugte enorm meget tid.

  I stedet for at tage tabet gik han til modangreb og i flere træk frem måtte jeg igennem et minefelt af fælder. Jeg klarede mig dog igennem skærene og gik til modangreb mod hans dronning: I træk 18 kunne jeg vinde en officer, men overså at jeg kunne have vundet hans dronning for en løber. Jeg trak simpelthen for hurtigt, jeg så det først lige efter. Så havde han nok opgivet. Men jeg bliver stædig, når sådan noget sker… Jeg var trods alt en officer foran i træk 18 og vi havde byttet dronninger, så den burde holde, hvis jeg holdt kursen. Han havde dog kun cirka 5 minutter tilbage i træk 25 og jeg havde cirka 45 minutter. Jeg skulle stadig passe på, for partiet var fyldt med fælder. Jeg havde set en kombination i 4 træk, hvor jeg ofrede en springer for en bonde – han afviste dog ofringen, men kombinationen vandt mig alligevel en kvalitet og en masse afbytninger. I træk 32 kastede han håndklædet i ringen.
  Så vi klarede 2-2 mod et meget stærkere hold. Jeg sov næsten ikke i nat… om det også var p.gra. fuldmånen vides ikke…
/Uffe Eriksen