3. holdet sluttede som nr. 2

Ikke uventet blev det Hørning der tog 1. pladsen i holdturneringens gruppe 4. Alligevel gik aftenens resultater ikke helt efter den forventede drejebog. Før runden havde Hørning et halvt brætpoint plus bedre matchpoint end os, så kravet til vores hold var at score et point mere end Hørning i sidste runde. Det virkede urealistisk, da Hørning sluttede af mod bundproppen fra Silkeborg, som havde tabt alle deres kampe og i alt kun fået 4½ brætpoint i de første 6 runder.

Der gik tilsyneladende lidt gummiben i det for Hørning, for de præsterede kun at spille 2-2 og det åbnede en mulighed for os. En 3-1 sejr over VRS var så kravet. Eller en 2-1 sejr fristes man næsten til at sige, for med Hans Jørn på holdet har vi jo haft et sikkert point hver gang. Således også denne tirsdag aften. Slutscore 6 point i 6 partier, sådan! Desværre kneb det lidt mere for holdkammeraterne denne aften. Torben spillede remis, men desværre blev det til nederlag til både Eskild og Ruben og dermed et afsluttende nederlag på 1½-2½.

Kampen i tal her.

Tæt på og så alligevel ikke, men det var en spændende turnering, hvor de fire hold i toppen sluttede indenfor 1½ point.