Viby II – SK 1968 VI 6-2
2. holdet er i stand til at levere det, som vores 1. hold ikke magter: Sejre! Også i 2. runde blev det til en sejr. Denne gang over SK 1968′ “juniorhold”, hvor flere var ret nystartede. Så selvom 6-2 lyder som (og er) en stor sejr, så var det alligevel under vores forventede score.
Først færdige var bræt 6-8. På bræt 7 tabte Ruben en bonde i åbningen, men hans unge modstander fik fanget først en springer og derefter en løber i fjendeland og hvis det ikke allerede der var slut, så var det i hvert fald, da Ruben også fangede modstanderens dronning med sit tårn, 1-0. Også Kristoffer på 8. bræt, som fik sin hold-debut for klubben, vandt i sikker stil. Modstanderen spillede lidt for hurtigt og satte tidligt en løber i slag. Derefter fik Kristoffer et voldsomt tryk ned langs en lang løberdiagonal og da yderligere en kvalitet gik tabt, opgav modstanderen, 2-0. Endelig blev der også gjort forholdsvis kort proces på bræt 6, hvor Søren L. godt nok fik en isoleret bonde i åbningen, men til gengæld hurtigt fik et stort udviklingsforspring. Da modstanderen så også spillede et par passive træk, fik Søren fanget hendes konge i centrum og kunne med en afdækker vinde en springer og dermed partiet, 3-0.
Det skulle siden blive 4-0, da Brian K. lykkedes med at vinde et ikke helt let slutspil med tårn og springer mod et løberpar. Brian vandt kvaliteten tidligt i partiet, men derefter spillede hans unge modstander faktisk et rigtig fint parti.
Torben var oppe mod en ganske godt spillende modstander. På et tidspunkt var stillingen ret kompliceret, med bindinger på kryds og tværs. Jeg troede dog at Torben havde styr på det. Men pludselig havde Torben givet to lette officerer for et tårn og modstanderen havde endda et meget giftigt løberpar. Torben forsøgte med en modstød i centrum for at åbne for sin egen løber, men modstanderen fandt et fint mellemtræk (som også viste at han var en rigtig god spiller) og Torben måtte give sin centrumsbonde og derefter var det hurtigt slut, 4-1.
Eskild sikrede holdsejren med en remis i et meget omskifteligt parti. Først vandt Eskild en centrumsbonde og kunne samtidig havde valgt at tage en række afbytninger, bl.a. af dronningerne. I stedet valgte han et midtspil, hvor modstanderen truede en del brikker, som skulle holdes overdækkede. Det endte så pludselig med tab af tårn for løber. Eskild kom dog tilbage og fik afviklet til et slutspil med dronning mod modstanderens to tårne. Umiddelbart stadig til fordel for modstanderen, som straks vandt en bonde mere, men begge konger stod udsat og med udsigt til mange skakker fra Eskilds dronning, tilbød modstanderen remis, 4½-1½.
Mogens spillede et parti, som jeg (for at være flink) vil kalde interessant. Åbningen var ikke for god. 1.e4 d5 (skandinavisk) blev besvaret med det usædvanlige 2.e5 og Mogens fik en lidt dårlig variant af fransk åbning, hvor e-bonden var ret svag. Modstanderen var dog ikke konsekvent og i det begyndende midtspil fik Mogens lov til at trænge ind i modstanderens stilling med sin dronning og springer. I bestræbelsen på at undgå at gå mat, måtte modstanderen ofre først en bonde, derefter give tårn for springer, udover at han havde en springer mere i slag. Det lignede en kort dag på kontoret, men Mogens nøjedes med at tage kvaliteten, i stedet for at vinde et helt tårn. Og pludselig var partiet ret åbent igen. Mogens præsterede dog at komme igen og opnå et vundet slutspil, da han kunne føre en bonde ned og ende med tårn (og konge) mod modstanderens tre forbundne fribønder i centrum. Dog simpelt vundet. Men Mogens valgte (igen) at lade springeren overleve og derfra var det på ny ret åbent (hvis ikke tabt). Mogens skruede dog op for spillestyrken (og ned for trækhastigheden) og kørte sejren hjem, 5½-1½.
Endelig sad så Uffe tilbage, mod en modstander der virkede stærkere end de 1200 han var sat til. Uffe fik tidligt en lidt grim binding ind på modstanderens springer på c3, men der blev forsvaret bravt og Uffe følte sig vist ikke tryg ved at tage en a-bonde der stod i slag. Senere vandt Uffe dog en bonde, men modstanderen havde et modspil der gav ham en dækket fribonde helt fremme på h6 i et slutspil med et tårn til hver. Fribonden bandt Uffes konge og dermed var det reelt et spørgsmål, om modstanderen kunne udnytte, at han var en officer ekstra (sin egen konge) i slutspillet. Uffe havde dog selv en fribonde i centrum og den sikrede reelt, at stillingen var remis, hvad spillerne også hurtigt fandt ud af. Dermed slutresultatet 6-2 og vores hold ligner favoritten til at vinde denne gruppe.
