Viby 1 – Skanderborg 2: 2,5 – 5,5

Vi mødte Skanderborgs 2. hold i cafeens hyggelige omgivelser. Med puder for vinduerne til at dæmme op for den lavthængende vintersol og med tystys skilte til at dæmme op for bankofolkets snak i trappehallen satte vi brikkerne i gang med at bekæmpe hinandens hhv. hvide og sorte modparter. Nu er Skanderborg ikke et hold, der kommer til Viby for at lægge sig fladt ned. Det fik vi også at mærke på brætterne hvor der måtte kæmpes en vis legemsdel ud af en vis beklædningsgenstand for hvert eneste halve point.

Bjarne fik dog ret hurtigt sin (sædvanlige) remis i hus. Han stod ellers helt pænt med godt udviklingsforspring, men fik en lidt løs bondestruktur og spillede det derfor sikkert til remis.

På hele 3 brætter var der samme tema på spil: nemlig overvægt med én bonde og så ellers et slutspil med tårne (plus i et enkelt tilfælde med en springer til hver på banen). Og i alle tre tilfælde gav merbonden i sidste ende gevinst!

Indimellem kan man ellers godt holde et slutspil med en bonde mindre, hvis der er tårne på brættet…bare ikke i eftermiddagens kampe.

For Torbens vedkommende på 8. bræt var modstanderens bondestruktur bare for god og han blev presset mere og mere bagud af hans bondekæde. Og måtte ned til sidst. Men dejligt at han med helt kort varsel havde kunnet vikariere i Jens’ fravær. Jens var nemlig blevet sygdomsramt.

For Pers vedkommende var der også en bonde mere til modstanderen. Han havde ellers fået låst modstanderens konge på 8. række med sit tårn, men den lumske fribonde på h-linjen og modstanderens tårn i g-linjen gjorde at han måtte løsne grebet om modstanderens konge for at stoppe fribonden. Men det betød så bare at modstanderens konge kom med i spil og fik lagt så meget pres på Per, at en fribonde til sidst blev til 2 og dermed til et 0 på pointtavlen. Per solgte sig ellers dyrt skal siges.

Note af Steen: Per havde en remis til meget sent i partiet:

Tredje og sidste parti, hvor temaet med en merbonde fandt sted var Steens parti, som var dagens eneste gevinst til os. Han kommenterer selv sit parti her efter aftale:

Noter af Steen:
Det var en kedelig overraskelse af finde ud af, at Jens havde meldt sig syg om morgenen og jeg ikke havde opdaget det før vi stod i klubben. Farvel til de hvide brikker og rykket en plads op. Men i sidste ende var det jo meget passende, at jeg blev dagens eneste sejrherre efter at jeg var den eneste der tabte i den seneste kamp.

 

Brian K. der vikarierede på 7. bræt ofrede en springer for to bønder. Det gav dog ikke nok og stille og roligt afviklede modstanderen til et vundet slutspil.

Samme tema skete i mit eget parti, der var begyndt som en slags Wienerparti som transponerede til Skotsk. Men min modstander førte tidligt sin f bonde i marken til f4 og fik en rigtig god overvægt i spillet. Heldigvis fandt han ikke en umiddelbar gevinstplan med et centralt bondefremstød, men tillod sig lidt for mange forberedelser i egne rækker. I min desperate stilling med stort overforbrug på klokken valgte jeg min bedste chance i praktisk spil: at ofre en løber for to bønder (måske med lidt held endda 3) på modstanderens kongeborg. Heldigvis fandt han ikke den optimale måde at forsvare det på, så jeg fik en evig skak sat ind og landede dermed en lidt heldig remis.

Karsten Fyhn var heller ikke helt uheldig med den remis han kørte i hus. Han skriver på FB:

”Spillede i dag årets første skakparti, da Viby mødte Skanderborg 2 i holdturneringens mesterrække. Desværre var vi afbudsramt, og havde det svært og endte med at tabe 2½-5½.

Mit eget parti blev remis og det var noget heldigt, da min modstander på vej i tidsnød valgte at tilbyde remis selvom han stod bedst. Jeg havde hvid i en skarp variant af skotsk åbning, men jeg valgte en forkert plan og kom under pres.”

Lars, der havde overtaget 1. brættet i Jens’ fravær var oppe imod en stærk modstander. Han spillede sin udefra set svære stonewall opstilling med sort, som han til gengæld kender ud og ind. Men kom dog til at stå presset efterhånden. Til sidst ofrede modstanderen igennem med et tårn, og mat kunne ikke stoppes desværre. Endnu et nederlag.

 

I alt måtte vi ned med 2,5 – 5,5 hvilket desværre var lidt under forventet. Oprykning virker dermed ude af billedet for os.

Vi må op på hesten igen og det skal vi også nok komme!

Kampen i tal her!

 

 

Et svar til “Viby 1 – Skanderborg 2: 2,5 – 5,5”

Flot sejr til 2.-holdet i Viby – Skanderborg Skakklub

12. januar 2025 hos 9:05 pm

[…] .Viby Skakklubs udlægning af matchen kan læses HÉR. […]