Kom med i skakklubben!

Januar er en god måned at kigge ind i skakklubben, hvis du overvejer om skak er noget for dig. Vi har forskellige uformelle aftener i denne måned, hvor man let kan komme ind “fra gaden”.

Den 14. januar afholder vi noget undervisning i en frisk åbning efterfulgt af skak, hvor man spiller sammen i to hold. Den 21. januar har vi en fortælling om skakverdensmesteren og excentrikeren Bobby Fischer, fortalt af Brian Sørensen, som selv på et tidspunkt har fulgt den store amerikanske mesters spor til endestationen på Island. Den 28. januar spilles holdkamp i klubben, men vi starter også vores alternative turnering, hvor alle kan være med hele foråret, lige når de har tid og lyst.

Centrum for klubbens aktiviteter er vores klubturnering. Den 4. februar starter vores forårsturnering, som varer frem til den 20. maj og kræver at man kan være med ca. 9 tirsdage i den periode. Her forsøger vi igen at lave en gruppe for nye/let øvede spillere, hvor der vil være undervisning før hver turneringsaften. Der er ingen andre forudsætninger, end at man kender skakreglerne. Men som oftest bliver man hurtigt grebet i håbet om at forbedre sig. Vi har selvfølgelig også en gruppe til dem, som er lidt stærkere og har brug for større udfordringer.

Vores klubaftener starter kl. 19 hver tirsdag. Du er altid velkommen til at kigge ind i Folkehuset, Kongsgårdsvej 6. Vi har vores egen ringeklokke ved døren! Det kan dog sagtens være en god ide at kontakte et medlem af bestyrelsen forinden eller skrive til webmaster@vibyskakklub.dk, så du er sikker på, at der er nogen i klubben der står klar til at tage imod dig, den aften du har tænkt dig at besøge klubben første gang. Under alle omstændigheder er du meget velkommen i klubben og kom gerne nogle gange og få indtryk af om det er noget for dig, før du beslutter dig for, om du vil være medlem. Du kan læse mere om klubben og medlemskab her.

Vi glæder os til at se dig!