5. runde – slutspil

Tirsdag var det tid for 5. runde og udover at vi nærmer os turneringens afslutning, så blev det også en aften med flere interessante slutspil.

I mesterklassen blev der spillet to partier og de endte med sejre til de to Nordre-spillere, Nina og Lars. Begge måtte ud i lange men også ret favorable slutspil, før vi kunne skrive en pind på tavlen. Partiet mellem Nina og Filip så egentlig længe ret lige ud. Nina fik dog etableret en fjern fribonde i a-linjen, hvor Filip i stedet havde en i d-linjen. I det fremkomne tårnslutspil havde Nina det aktive tårn og Filip kom i en art træktvang, hvor hvert træk han lavede blot svækkede stillingen, mens Nina bare lavede korte tårntræk frem og tilbage. Ret instruktivt, faktisk. At Filip faktisk tabte på tid, viser bare hvor presset hans stilling var.


Lars og Jens L. endte op med en ret lukket stilling, efter at Lars havde spillet mange aggressive bondetræk, som dog endte ud i en låst struktur. Jens havde dog fået åbnet a-linjen – og det fortrød han måske senere, for Lars endte – efter et par tårnafbytninger – med at vinde linjen til sin dronning, som kunne trænge ind i stillingen. Det hele endte ud i at Jens tabte/måtte ofre en springer, mod til gengæld at få sin egen dronning ud i spil. Lars gav siden sin egen springer mod til gengæld at kunne føre en bonde til en ny, ekstra, dronning. Jens skakkede længe den hvide konge, men da den til sidst krøb i skjul bag de to dronninger, måtte Jens strække våben.

Allerede for en uge siden vandt undertegnede, Steen, partiet imod Robert. Egentlig spillede jeg ret hurtigt unøjagtigt med hvid med et g6-fremstød med en bonde. Det tillod Robert at give mig en isoleret dobbeltbonde, hvor prisen så var at hans egen kongestilling blev kompromitteret, da jeg slog på f7 med bonden. Hurtigt efter vandt Robert den ene af dobbeltbønderne og jeg sad med en ærgerlig fornemmelse over at have forivret mig. Computeren er dog ikke så hård ved stillingen, som jeg selv var. Den gav 0.3 fordel til sort. Da Robert så fik spillet en forkert plan med sin konge (virkede til at være et tilfælde af rørt brik der satte det i gang), gled fordelen igen over til hvid. En stor fejl fra Robert endte så med at åbne e-linjen for mine tårne og derefter stod valget for sort hurtigt mellem at blive sat mat eller at tabe afgørende materiale.

Desværre måtte Brian Sørensen udgå inden denne runde. Brian har haft for meget om ørerne og når det påvirker helbredet, skal man selvfølgelig lytte til det. Vi håber på at Brian er fit for fight igen til foråret. Denne aften betød det et gratis point til Jens Fogh. I toppen tegner det nu til at blive en kamp mellem fire spillere i toppen. Steen har 4 point, Nina og Jens F. har 3½, mens Lars har 3. Jens og Lars har dog deres indbyrdes udsatte parti i baghånden. Det spilles næste tirsdag.

I 1. klasse skulle vi også ud i tre slutspil. Søren L. spillede mod Ole et mere kontrolleret parti, end vi ellers har set hidtil. Ole erobrede lidt initiativ, men med bare dronning og tårn tilbage valgte de at tage remis. Karsten stod bedst det meste af vejen mod Benno. Han vandt en bonde og overraskende hurtigt blev de sidste officerer byttet af og de havnede i et rent bondeslutspil og den slags plejer man at vinde med en bonde ekstra. Karsten fandt måske ikke den hurtigste vej, men en sejr blev det til.

Martin og Johnny spillede et omskifteligt parti, som endte ud i et ret kompliceret løberslutspil, hvor Johnny havde initiativet, men også de fleste af sine bønder udsat, på løbernes farve. Johnny afviste dog remis og endte med at vinde på sin kampgejst og på at Martins ur tikkede ret hurtigt ned. Computervurderingen var 0.00 det meste af vejen, indtil Martin lavede den afgørende fejl. Partiet er her:

2. klasse havde kun et parti denne aften. Niels B. fik lagt et massivt pres på Henrik efter åbningen. Den sorte konge mistede sin rokaderet og der var tryk med tårne ned i e-linjen. Niels mistede dog opmærksomheden et øjeblik og bum, så ofrede den sorte dame sig på et hvidt tårn med en baglinjemat som motiv. Derefter var det hurtigt slut for Niels.

Også 3. klasse var ramt af masseafbud. Kun tre ud af syv partier kunne afvikles. Det var så til gengæld nogle af topopgørene. Salomon fortsætter derudaf. Han og Linnea (billedet øverst) havde begge 3½ ud af de første fire partier. I det indbyrdes parti kom Linnea egentlig fint ud af det tidlige åbningsspil, men så sneg et par fejl sig ind og Salomon vandt en bonde og siden partiet:

Torben tabte lidt overraskende til Peter. Torben forsømte sin udvikling og gik på bonderov i centrum. Ikke den bedste ide, når konsekvensen er, at man ikke får udviklet sine brikker og har kongen stående i udgangspositionen. Men et virkelig fint parti af Peter, som viser store fremskridt i denne sæson. Partiet er her:

Endelig vandt Brian over Eskild. Det virkede til at Eskild tidligt kom til at stå skidt. Han fik en springer ind dybt i fjendens lejr, men det stod ret klart, at resten af tropperne ikke var parat til at støtte op, samtidig med at hesten ikke havde nogle felter til rådighed til en retræte. Det endte med at Brian tog en bonde og at Eskild i samme sekvens fik placeret sin dronning udenfor den egentlige kampplads – og så vandt Brian ret enkelt.

Stillingerne kan ses her.

På tirsdag spiller vi holdkamp og samtidig starter vi op med en ny alternativ turnering, hvor vi hver aften spiller i grupper med fire spillere, hvor vi laver ny styrkeliste med op- og nedrykning fra aften til aften. Mere omtale følger.