M: Viby-SK 1968 4-4
Opdateret (2): 1. holdet spillede i dag 4-4 i opgøret mod topholdet fra SK 1968.
Selvom jeg selv (og Martin) havde afbud til kampen vil jeg vove mig ud i en form for referat:
Som nævnt var det topholdet vi skulle op imod. SK 1968 3 havde 7 point mere end os inden (og efter) kampen og tilsvarende ned til de øvrige hold. Tabellen snyder lidt, fordi vi spiller med 7 hold i gruppen og vi bl.a. selv har været oversidder i en runde, mens SK 1968 har deres oversidder-runde til gode endnu. De imponerede dog ret meget med en 6½-1½ sejr over en anden af favoritterne, Skanderborg, i forrige runde. Til sammenligning vandt Skanderborg selv 6½-1½ over VRS i denne runde.
Som sagt var vi lidt reserveramt, men afbuddene fra Steen og Martin var kommet i god tid, så det var lykkedes at få stærke reserver med. Johnny kunne gå direkte ind på bræt 6 og endelig i 4. forsøg fik han en sejr i en holdkamp for klubben. Det var tidligere blevet til to remiser og et tab. Dermed er han samlet set på 50% score og da han i holdturneringen spiller med sit “gamle” ratingtal før vores klubturnering, står han nu faktisk til at øge det ratingtal på 1941, som han endte med der. I dagens parti havde Johnny rimelig godt greb om stillingen hele vejen:
Dagens 2. reserve var en slags eksperiment. Jonatan Brask har lige meldt sig ind i klubben pr. 1. januar og vi kan alle konstatere, at han har mesterstyrke i hurtigskak. Dagens parti var dog hans første oplevelse med “rigtig” skak! Og så er der jo nogle ting man lige skal vænne sig til, selvfølgelig først og fremmest tempoet, men også notering og graden af fordybelse, som den her type skak kræver. Det første forsøg endte med et nul, men det bliver sikkert lettere allerede næste gang. Jonatan mente selv, at han havde en god stilling undervejs.
Søren Gam kom galt afsted nærmest i åbningen i den forrige kamp mod VRS, men det gik bedre (nærmest omvendt) her. Søren skriver:
A wild and crazy game
Så lykkedes det at få revanche for “dronningeofferet” mod VRS. Det gik udover Noah Paludan (aktuel rating 2011), som helt sikkert havde overset 13. Lg5 !! (ligesom jeg slet ikke havde set sorts 10. træk Sf6xe4 (og den efterfølgende redning 13. Lg5)). Men når man nu bliver tvunget til at finde et godt træk:
Jeg har ikke så meget information om Pers parti, men det blev desværre til et nederlag. Dog rigtig positivt at få Per med i turneringen, Nu skal formen bare tilbageerobres.
Henning vandt i fin stil. Da jeg så partiet, troede jeg egentlig at der måtte være sket et uheld, så han havde lavet et “mouse slip” i træk 1 og sicilianeren var blevet til en Caro-Kann. Men Henning havde vist styr på det. Modstanderen lavede et par større unøjagtigheder og så stod Henning klar med sit slangehug – og især en ret flot afslutning:
Karsten på bræt 7 og Jens på bræt 1 fik acceptable remis’er med de sorte brikker. Som i de tidligere partier sad Jens med over 100 ratingpoint mere end sin modstander og så vil man jo gerne prøve at vinde, men faren for et nul er så også altid til stede. Med en samlet score på 2/3 ligger Jens dog lige på sin forventede score og er en sikker ankermand for os.
Foran 4-3 skulle solide Lars så forsøge at redde et dårligt slutspil til sidst. Det lykkedes dog ikke denne gang og dermed sluttede det hele altså med en uafgjort kamp. Det bragte os ikke nærmere toppen, hvor SK 1968 stadig er klart i spidsen, nu med 20 point (4 kampe). Derefter følger Nordre med 13½ (3 kampe) og os selv med 13 (3 kampe). I næste runde (hjemme den 1. februar) møder vi Silkeborg 2 og hvis vi på nogen måde skal hænge på toppen kræver det en sejr.
Alt i alt en rigtig god uge for vores hold, med to sejre og en uafgjort.
