Lars er klubmester!

Det blev en dramatisk afslutning på klubturneringen i aftes, da Lars og Jens skulle mødes. Ikke alene forårsturneringen, men også den samlede placering om klubmesterskabet skulle afgøres i det ene parti.Jens havde fordel af at være et halvt point foran inden partiet og kunne derfor nøjes med remis. Lars havde til gengæld fordel af de hvide brikker.

Det blev et meget spændende parti, hvor Lars havde en lille fordel hele vejen. Jens ofrede på et tidspunkt en bonde for til gengæld at få mere initiativ. Computeren dømte 0.00 i det tårnspil man gik ind i og det gjorde den også efter at det sidste tårn blev afbyttet. Men nu var det jo ikke to computere der spillede og med menneskelige øjne lignede det en rigtig svær stilling for sort her efter efter hvids 45. Kd3. Vejen videre bliver nærmest et helt slutspilsstudie. Kan du finde sorts eneste træk der holder remis her? Ellers kan du se hele partiet herunder.

 

 

 

Dermed altså samlet sejr til Lars i kampen om klubmesterskabet. Lars sluttede med 14 p., Jens fik 13½ p., mens efterårets vinder Steen, sakkede håbløst efter i foråret og kun fik 10 p. sammenlagt. Med til historien om det tætte parløb i toppen hører også at Jens måtte melde sig syg til sidste runde i efteråret og tabte det indbyrdes parti mod Lars der.

Også Brian Sørensen og Torben Fogh fik lov at spille deres sidste runde på efterkrav i går aftes. Brian fik en knusende stilling i åbningen og vandt en officer for et par bønder. Torben hang dog i og i tillægstiden overså Brian flere simple ting, som f.eks. at hans tårn var truet af Torbens konge (burde ellers være svært at overse). Det kostede så officeren tilbage, men på det tidspunkt havde stillingen allerede været så overlegen, at selv den nye, materielt lige stilling, virkede vundet for Brian. De to spillere tog dog remis efter yderligere nogle træk. Brian var nok lidt i shell-chok over partiets udvikling.

Vores alternative turnering for foråret afsluttede også i går. Ruben førte før runden, men et nederlag til Kim, kombineret med at Kristoffer holdt remis mod Martin, gjorde at Kristoffer vandt slutspurten. Ruben må så nøjes med at glæde sig over at have vundet efterårets udgave af den alternative – og selvfølgelig 2. klasse i foråret.

Jan Henrik og vores nye mand, Thomas, (billedet herover) spillede også et spændende parti i den alternative turnering: