Kandidat-træk og analyse
Vi var en lille håndfuld personer til undervisning denne tirsdag aften. Emnet virkede dog til at fange tilhørerne, så jeg har valgt at lave en lille omtale her.
Efter en indledende øvelse med at repetere dobbeltskak, kom denne stilling på demobrættet. Sort trækker, overvej hvad du ville spille:

Noget af det vi talte om, var hvordan vi analyserer på forskellige niveauer. Den helt uøvede spiller (rating under 1000) vil have tunnelsyn og måske fokusere på at dronningen på c2 kan slå løberen på e2. En begynder klubspiller vil i højere grad evne at fokusere på hele brættet og bemærke at hvid truer mat med Dxg7. Samtidig kan løberen på f6 ikke slås på grund af bindingen i g-linjen.
Vi talte om, hvilke muligheder sort har for at afværge matten. 1…g6 blev foreslået først og det vil være en naturlig reaktion for en spiller omkring 1400. Men der hænger jo også et tårn på d6 og hvad er så evalueringen? Den lidt stærkere spiller vil nok kigge på 1…Dg6 for at stoppe bindingen i g-linjen og true med gxf6. Desuden snakkede vi om 1…Kf8, hvor vi måske kan tage flugten med kongen.
Jeg talte så om begrebet “kandidattræk” som stærkere spillere i høj grad benytter sig af. Ideen er at starte med at skabe et (hurtigt) overblik over de mulige træk man har og derefter beregne dem en efter en. I denne stilling er vi begrænset af kravet om, at vi ikke ønsker at gå mat i næste træk. Men med tiden udvikler man en intuition, som medfører at der “kun” vil være 3-4 mulige kandidater til næste træk. Der skal helst ikke være mere end 3. Problemet er selvfølgelig, at man skal prøve at se nogle træk frem i hver af sine kandidatvarianter og rent matematisk kan det jo hurtigt eksplodere, når modstanderen så måske også har 3-4 mulige træk, som man skal regne på. Men det handler om at strukturere sine tanker, så man ikke regner på det samme flere gange. Og så handler det i høj grad om at få afvist nogle varianter så hurtigt som muligt. Det er faktisk lidt den samme måde en computer regner. Den mangler bare i høj grad den menneskelige intuition, som hurtigt kan sortere meget fra. Til gengæld har computeren så andre forcer…
Jeg måtte fiske noget efter at få det sidste kandidattræk fundet frem fra deltagerne. Nemlig kaostrækket 1…Lg4 Man kan jo blive helt træt på forhånd, for her øges komplikationerne jo en del. Og vi talte om at man skal op omkring mesterstyrke for at kunne begynde at vurdere sådan et træk bare nogenlunde korrekt. Faktisk er der virkelig mange muligheder for at beregne det her forkert og man skal være en virkelig stærk spiller for at beregne det til bunds fra udgangsstillingen:
Udgangsstillingen var altså vundet for sort. Men vurderingen ville afhænge af den dybde man er i stand til at vurdere stillingen i. Blandt tilhørerne var der ikke umiddelbart nogen der overvejede 1…Lg4 og derfor skulle der i stedet vælges mellem 1…g6 eller 1…Dg6, som på to forskellige måder handlede om at spille en lige, men vanskelig stilling for sort. På mit eget niveau, 2000-2100 ville jeg klart se på Lg4, men sandsynligvis stoppe efter at have set 2. Dxg4 Txf6 3. Txf6 og vurdere at hvid står bedst. En lidt stærkere spiller (eller mig selv på en god dag), ville se på 3…h5 og vurdere at stillingen er fin for sort, men uden at have fået evalueret stillingen efter 4. Df5. Skak er svært og vi har som regel også et skakur der presser os!
—
Ellers fik vi en hyggelig aften med alternativ turnering og et enkelt udsat parti i 3. klasse. Her præsterede Peter at slå Jan Henrik efter ellers at have været bagud med et helt tårn undervejs. Der er nu lagt 7. runde i denne gruppe (selvom vi stadig mangler et udsat parti mellem Peter og Niels, som spilles på tirsdag).
For alle gælder at bemærke, at vi spiller sidste runde den 5. maj og at man ikke kan få udsat sit parti der. Så hvis du er forhindret, så prøv at få aftalt at spille det forud. Vi har en klubaften på tirsdag, som kan være velegnet til formålet.
Og HUSK så også at vi har generalforsamling den 12. maj – og specifikt at det er muligt at komme og spise smørrebrød, betalt af vores kaffekasse, fra kl. 18.30 denne aften. Du skal bare sørge for at få dig tilmeldt til dette arrangement senest på tirsdag. Der er online tilmelding her.
